Din Tæppekæde får frataget e-mærket d. 16.11.2010


Dintaeppekaede.dk har gentagende gange ikke overholdt aftalte leveringstider, ligesom det har været svært eller umuligt for en række kunder at komme i kontakt med virksomheden. Trods løfter om det modsatte har dintaeppekaede.dk ikke rettet op på kritikpunkterne, hvorfor de nu får frataget e-mærket.


Sagens forløb
e-handelsfonden fremsendte den 20. april 2010 et påbud til dintaeppekaede.dk på baggrund en række forbrugerhenvendelser til e-handelsfondens særlige Forbruger Hotline. Kritikpunkterne var enslydende; forbrugerne oplevede, at de ikke modtog deres varer indenfor den aftalte leveringstid, og at leveringstiden i flere tilfælde var blevet skudt på den samme ordre. Derudover oplevede flere forbrugere, at det var svært eller umuligt at komme i kontakt med netbutikken både på telefon og mail.

I et skriftligt svar på påbuddet lovede Dintaeppekaede.dk, at rette op på kritikpunkterne blandt andet ved at ansætte en ny medarbejder.

I oktober kommer der igen en stigning i antallet af forbrugerhenvendelser, hvor kritikpunkterne var enslydende med de tidligere henvendelser.

På baggrund af de seneste henvendelser kan det konstateres, at dintaeppekaede.dk ikke har rettet op på de i påbuddet fremsatte kritikpunkter, hvorfor de nu får frataget e-mærket.


"Det skal være nemt og sikkert at handle e-mærkede netbutikker. Man skal kunne stole på at de aftalte leveringstider overholdes og det skal naturligvis også være muligt, at komme i kontakt med netbutikken. Dintaeppekaede.dk har, på trods af et vink med en vognstang, vist, at de ikke magter at leve op til så simple og fundamentale e-mærke krav  - derfor skrider vi ind med en direkte fratagelse", siger e-handelsfondens direktør Lars Schmidt Larsen.


e-mærket fratages i overensstemmelse med e-handelsfondens procedure for suspension og fratagelse. Dintaeppekaede.dk kan først ansøge om e-mærket igen efter 12 måneder.


Her kan du læse mere om vores kontrol af netbutikkerne.

 

CO2 neutralt website