Om e-mærket

5 sejlivede myter om e-mærket – Nu skal de dø!

2. oktober 2015

Myter om e-mærket

På samme måde som islandske sagaer vandrer fra mund til mund og ender i en uigenkendelig udgave af den oprindelige historie, florerer der også myter om e-mærket. Selv om flere af dem er grebet ud af den blå luft, må vi også erkende, at vi kun har os selv at takke for en række af dem. e-mærket har dog det sidste års tid udviklet sig hurtigere end en surdej hæver, og en lang række af ting, der engang var sande, er det ikke længere. Nu er tiden inde til at aflive 5 sejlivede myter om e-mærket en gang for alle!

#1 – e-mærkets krav ødelægger din konvertering

Indrømmet, denne myte bærer vi selv et væsentligt ansvar for. Ikke at vi nogensinde har været skyld i dårlig konvertering, men vi har tidligere, med rette, været kendt som regelryttere, der har tolket loven så stramt, at det kan have spændt ben for den fleksibilitet, der skal til, når man arbejder med optimering af sin webshop. Vi er heldigvis blevet klogere, og med en gennemgribende opdatering af vores retningslinjer udstak vi i foråret 2015 en ny kurs for e-mærket, der gør de krav, vi stiller, lettere at forstå og langt mere tidssvarende i forhold til dine kunders behov og de tekniske løsninger, vi kender i dag.

Før den nye linje var det i øvrigt under 10 procent af vores medlemmer, der var utilfredse med e-mærkets betydning for konverteringen, så helt slemme har vi ikke været.

Se videoen: Så meget øger Saxo.com deres omsætning med e-mærket

 

#2 – e-mærket accepterer ikke one step checkout

Forkert, forkert og atter forkert. Både kunder og webshops ønsker et hurtigt købsflow, og det har vi ingen interesse i at stille os i vejen for. Derfor har mange e-mærkede webshops one step checkout. Det eneste krav vi stiller er, at kunderne tydeligt kan se alle oplysninger på én side uden at skulle scrolle til pegefingeren bløder for at se alle relevante informationer om det køb han eller hun er ved at foretage.

#3 – e-mærket er ikke andet end et mærke på webshoppen

Muligvis, men det kommer helt an på, hvad man ønsker at bruge e-mærket til. Vil man kun bruge det som et mærke, er det fint med os. Man kan også vælge at gøre som de fleste e-mærkede webhops og bruge det aktivt i sin markedsføring eller at benytte sig af den frie adgang til juridisk rådgivning, så man i højere grad kan fokusere på at drive en god webshop.

Se videoen: Sådan bruger Klubvin.dk e-mærket

 

#4 – Det tager en krig at blive e-mærket

Ja og nej. Lad os vende den om og sige, at det kan tage lang tid, hvis webshoppen er lang tid om at implementere de nødvendige ændringer. Vores hurtigste certificeringsproces til dato tog tre dage, fra en jurist kiggede siden igennem første gang, til webshoppen kunne klistre et e-mærke på forsiden. Afhængigt af hvor mange webshops, der skal godkendes samtidig, kan der dog gå lidt tid, før en af vores jurister gennemgår shoppen. Typisk tager det en uges tid, men i spidsbelastede perioder lidt længere. I hovedtræk er det dog op til webshoppen, hvor lang tid certificeringen tager.

#5 – ”Jeg kigger ikke efter e-mærket. Ergo kigger ingen efter e-mærket”

Selvom du måske ikke kigger efter e-mærket eller ser den store værdi i det, viser flere undersøgelser, at mange danskere gør. Vores egne forbrugerundersøgelser for de seneste tre år viser, en stødt stigende kendskabsgrad, fra 62% i 2012 til 71% i 2014. Derudover svarede 2 ud af 3 forbrugere i en undersøgelse kort før sommerferien, at de føler sig mere trygge på e-mærkede webshops. Tror du ikke på e-mærkets egne undersøgelser, så viser FDIH’s brancherapport fra juli 2015 (Hent uddrag her) at e-mærket er klart den vigtigste tryghedsskaber på danske webshops.

#6 (Bonusmyte) e-mærket er finansieret af offentlige midler

At e-mærket skulle være offentligt finansieret er også en udbredt myte. Sandheden er dog, at e-mærket ene og alene er finansieret af de webshops, der frivilligt melder sig ind i ordningen. Sådan har det været siden 2001. Ved oprettelsen af e-mærket/e-handelsfonden, tilbage i år 2000, var der selvsagt ingen medlemmer til at begynde med, hvorfor det (såkaldte) sekretariat blev løbet i gang via offentlige midler. Et engangsbeløb i øvrigt på 1.1 mio. Hvis du har lyst til at grave dybere i det, kan det i øvrigt aflæses af årsregnskaberne (på cvr.dk).

©2024 emaerket.dk