Svindel Tips & gode råd

Black Friday og Cyber Monday: Undgå at blive snydt, når du er på udkig efter gode tilbud

1. august 2022

Placeholder billede

Martin Paludan

PR-ansvarlig

mpa@emaerket.dk

Datoen for Black Friday er i år den 25. november 2022 – med Cyber Monday mandagen den 28. november. Både op til og på selve dagene er der mange penge at spare på gode tilbud hos danske webshops og netbutikker. Men svindlere har også kronede dage, når du finder dankortet frem.

I den her artikel forklarer vi, hvordan svindlerne arbejder. Hvad konsekvenserne kan være for dig. Og hvordan du kan shoppe mere sikkert.

Svindlerne er blevet dygtige – og det kan gå udover din Black Friday 

Svindlerne er i de seneste år blevet endnu dygtigere og mere udspekulerede i deres forsøg på at snyde danske forbrugere. Især er de blevet dygtige til at efterligne ordentlige og lovlydige danske netbutikker og kendte brands.

Derfor er det blevet svært at skelne mellem de legitime webshops, hvor du kan gøre et godt tilbud – og de falske, som kan frarøve dig dine penge, dine data og dine kortoplysninger. Det sidste kaldes ”phishing”. Det kan du læse om her

Og der er desværre virkelig mange danskere - i alle aldersgrupper - som bliver udsat for svindel. Særligt i forbindelse med udsalgsdage som Black Friday og Cyber Monday. 

Hent e-mærkets browserudvidelse, som advarer dig mod svindlere 

Det nemmeste, du kan gøre for at beskytte dig selv, er at hente e-mærkets browserudvidelse ”Sikker Shopping”. Udvidelsen, som er udviklet i samarbejde med Trygfonden, viser e-mærkede butikker direkte i din Chrome-browser og advarer dig samtidig mod falske.

Du kan hente e-mærkets browserudvidelser Sikker Shopping til din computer her.  

Her kan du se en kort video, som forklarer om Sikker Shopping. 

Vær altid særlig opmærksom på de her ting, når du handler på nettet 

Men uanset om du installerer Sikker Shopping eller ej, er det dog altid en god idé at være opmærksom, når du handler på nettet. Så her er e-mærkets generelle råd til dig, der ikke vil snydes, når du shopper: 

  • Meget af svindlen sker på udenlandske webshops. Derfor er det en god idé at være opmærksom på, om butikkens hjemmeside slutter på .dk. Det er ikke nogen garanti, men et godt sted at starte. 
     
  • Se dig omkring på hjemmesiden, før du trykker køb. De fleste af de falske webshops har sproglige fejl og mærkværdige formuleringer. Tjek ”om-os-siden”, da svindlerne sjældent har tid til at finde på gode, troværdige historier om virksomhedens historie. 
     
  • Er tilbuddet lidt for godt til at være sandt? Mange af de falske webshops reklamerer med kæmpe besparelser på kendte mærkevarer som Nike, RayBan og Gucci. Hvis prisen lyder for god til at være sand, er der en stor chance for, at den netop ikke er det. 
     
  • Hent e-mærkets browserudvidelse til Chrome, ”Sikker Shopping”.

©2022 emaerket.dk