5 råd til bytning af julegaver på nettet

6. januar 2014

Er de nye kondisko du har fået i julegave for små eller sengetæppet en forkert farve? Bare rolig, selvom vi allerede har taget hul på januar, er det stadig muligt at bytte langt de fleste julegaver købt i de danske netbutikker. Derfor har vi lavet en liste med de 5 vigtigste råd til bytning af julegaver.

1 - Undersøg hvor længe gaven evt. kan byttes

Mange netbutikker forlænger byttefristen i forbindelse med jul, så gaverne også kan byttes i januar, men det er ikke et krav. Ifølge loven har man nemlig 14 dage til at fortryde et køb på en netbutik, gældende fra den dag køberen modtager pakken. Vær derfor altid opmærksom på datoen for sidste byttedag. Den står formentlig på en vedlagt label eller på den ordrebekræftelse køberen har fået. Ordrebekræftelsen fungerer desuden som kvittering for købet, så husk at få den fra gavegiveren.

2 - Tjek om netbutikken tilbyder at betale returfragten

Når du sender julegaven retur, betaler du selv returfragten. Nogle netbutikker tilbyder dog gratis ombytning, og oplyser de det ikke, er det en god idé at ringe eller skrive til netbutikken og spørge. Hvis uheldet har været ude og julegaven er i stykker, er der tale om en reklamation når gaven skal retur til netbutikken. Er det tilfældet, er det netbutikken, der betaler for, at du sender varen retur.

3 - Pas på med at få pakket gaven helt ud

Det er en god idé at tænke sig ekstra godt om, inden man pakker gaven helt ud. For at varen kan byttes, må emballagen, plomberingen, eller andre mærker der indikerer, at julegaven er ubrugt, nemlig ikke være brudt. Har du fået et par nye sko, må du naturligvis gerne prøve dem på, ganske som når du handler i en fysisk butik. Har du derimod fået f.eks. en bog eller cd, må du ikke fjerne emballagen omkring den for at læse på bagsiden af bogen, bladre i den eller lige høre om CD’en er noget værd.

4 - Sådan sender du varen

Når du sender din julegave retur til netbutikken, skal du sørge for, at varen er pakket forsvarligt ind. Sørg f.eks. for, at pakken er ordentlig lukket og tapet, så den ikke går op under turen tilbage til netbutikken. Som kunde er det dig, der har ansvar for varen, indtil den er leveret til netbutikken. Derfor anbefaler e-mærket, at du sender dine varer retur som rekommanderet post. Det er også altid en god idé at gemme originalemballagen, indtil du ved, om du vil bytte din julegave eller ej. Nogle netbutikker kræver nemlig at varen returneres i den originale emballage.

5 - Undersøg om du kan bytte i en fysisk butik

Har netbutikken, hvor gaven er købt, også en fysisk butik, er det værd at undersøge, om du kan bytte gaven der. Så sparer du nemlig returfragten samt udgifter til emballage. Derudover får du måske mulighed for at prøve blusen nummeret større eller i en anden farve, inden du beslutter dig for at bytte.

©2024 emaerket.dk