Guide: Sådan styrer du uden om abonnementsfælder

Nettet bugner med fristende tilbud på gratis prøvepakker til kun 1 kr. eller biografbilletter til halv pris. Glemmer du at læse 'det med småt', kan du dog pludselig være bundet af uopsigelige abonnementer, der koster dig kassen. Vil du gerne vide, hvordan du undgår de mange abonnementsfælder, så læs videre her.

5 ting du altid bør være opmærksom på:

  1. Det med småt - Folkene bag abonnementsfælderne gør alt, hvad de kan for at skjule oplysningerne om, hvad du i virkeligheden siger ja til. Ofte er det gemt allernederst på siden med meget små bogstaver. Så brug lidt ekstra tid på at kigge siden ordentligt igennem.
  2. Afkrydsede felter - Et andet lusket trick er, når bagmændene på forhånd har sat kryds i den boks, hvor du accepterer de urimelige betingelser. Ligesom det med småt, er disse afkrydsede felter ofte godt gemt på siden, så vær opmærksom.
  3. Betaling for et gratis produkt - Ifølge markedsføringsloven må noget, der er markedsført som 'gratis', ikke koste noget - heller ikke fragten. Dine alarmklokker bør derfor begynde at ringe, hvis du pludselig bliver bedt om at afgive dine betalingsoplysninger for at modtage et gratis produkt.
  4. Tjek virksomheden bag - Det kan ofte være svært at finde ud af præcis hvilken virksomhed, der står bag abonnementsfælderne. Fremgår det ikke tydeligt på siden, er det ofte et skidt tegn. Finder du alligevel deres navn, så lav et hurtigt tjek i Google. Måske har andre forbrugere erfaring med virksomheden.
  5. Lidt for gode tilbud - Husk altid at bruge din sunde fornuft. Lyder et tilbud for godt til at være sandt, er der stor sandsynlighed for, at det også er det.

Hvis du er røget i fælden

Bare rolig, er du endt i kløerne på en abonnementsfælde, er alt ikke tabt. Her er, hvad du skal gøre:

Er der endnu ikke gået 14 dage, har du stadig ret til at fortryde købet. Tag straks kontakt til virksomheden og giv dem besked herom. Det er en god idé at gøre det skriftligt, så du sidenhen kan bevise, at du har fortrudt inden de to ugers fortrydelsesret på nettet udløb.

Er der hævet penge fra din konto, uden det er aftalt, eller et større beløb end du har givet tilladelse til, skal du også kontakte virksomheden. Tilbagefører de ikke beløbet, skal du straks kontakte din bank, der kan hjælpe dig med at benytte den såkaldte indsigelsesordning.