Tips & gode råd

Tålmod, kære kunde! Der er mere juletravlt i de danske webshops end normalt

16. december 2020

Billede har ikke nogen beskrivelse

Telefonerne gløder og indbakken er ved at eksplodere i vores jura-afdeling. Henvendelser fra danske forbrugere, der endnu ikke har fået leveret deres julegave-bestillinger, venter på svar eller tilbagebetaling fra returforsendelser hos nogle af de mange, e-mærkede webshops, er årsag til den øgede travlhed i afdelingen.

Corona har ramt dansk e-handel, og det påvirker også salget denne jul. Mange webshops har lige nu så travlt, at de - trods en opjusteret juleindsat - næsten ikke kan følge med.

Det betyder ikke kun, at der kan være lidt ekstra ekspederingstid i de "ramte" webshop på ordrer, der kan også være længere svartid på kundehenvendelser og behandlingstid på bytte- og returordrer. Fragtfirmaerne er også "lagt ned" og har ekstra behandlingstid på de ekstremt mange juleordrer.

Vores chefjurist Camilla Engel Post kommer med denne opfordring til forbrugerne:

"Vi opfordrer kunderne til at være tålmodige.
Masser af webshops oplever at salget eksploderer, men har ikke haft mulighed for at indrette mandskab efter det, og sammenholdt med at fragtselskaber drukner i pakker, må man som kunde nok indstille sig på at ting nogle gange tager lidt længere tid…."



Vi forstår jo selvfølgelig godt, at man som kunde kan blive bekymret, når man ikke har fået sine varer som forventet, og man heller ikke får hurtigt svar på henvendelser til webshoppen. Men netop i denne tid, hvor websalget øges på grund af corona, og det også er den travleste salgsmåned på hele året, bliver man som forbruger nødt til at stole på, at man nok skal få svar på sine henvendelser, og at alle - både webshops og fragtfirmaer - gør alt, der står i deres magt, for at få det hele frem i tide inden jul.

Langt de fleste webshops sender trackingnummer til kunden på mail, når ordren er afsendt. Du kan altså følge din juleordres vej til dig, når du klikker på linket i dette trackingnummer. Gør gerne dette, inden du kontakter webshoppen eller fragtfirmaet, for ofte får du svaret på, hvornår din bestilling dukker op, når du tjekker pakkens tracking.

Den sidste ting du, som forbruger, skal være opmærksom på, er hvornår webshoppen har sidste dag for julegave-bestillinger. Det varierer lidt fra shop til shop og fra fragtfirma til fragtfirma, og derfor skal undersøge sidste afsendelsesdag på alle de webshops, du handler i - her de sidste dage op mod jul. Ofte er det beskrevet på forsiden af webshoppen eller i et punkt i footeren.

Rigtig glædelig jul!

©2024 emaerket.dk