Vinderen af bedste nye e-handelsvirksomhed 2023 har en genkøbsrate, som kan være årsag til skilsmisser

12. juli 2023

Neglefeber.dk
Martin Paludan, PR-ansvarlig hos e-mærket.

Martin Paludan

Public Relations Manager

mpa@emaerket.dk 44 85 85 94

Interview med e-mærkede Neglefeber.dk

I Neglefeber.dk’s store og næsten skræmmende engagerede community cirkulerer der en joke, som ikke skal tages alt for alvorligt. Og så alligevel. For faktisk siger ”skilsmisse-joken” ret meget om den webshopsucces, som ægteparret Signe og Christoffer Hartung Roslyng på få år har stablet på benene.

Joken i Neglefebers community går på, at rigtig mange af de trofaste kunder køber nye produkter ret ofte. Eller måske endda rigtig ofte. Og at det for en ægtefælle er ret tydeligt at se, at der igen er blevet brugt penge på negleudstyr, når produkterne fra Neglefeber ankommer i de helt lyserøde brandfarver.

Den joke vender vi tilbage. For årsagen til, at den overhovedet er opstået, er en genkøbsrate, der ifølge juryen til E-handelsprisen 2023 ”kan gøre alle e-handlere misundelige”.

Genkøbsraten forklarer Signe med, at kunderne ikke kun blev inviteret til at sprede budskabet om neglefeber.dk, men også til at være med til at skabe og udstikke retningen:

”Vores kunder har været med fra startfasen. De har været med til at vælge vores logo og vores produkter i og med, at vi meget hurtigt etablerede et testcrew. De blev faktisk skaberne af vores produkter, og jeg tror, at den involvering havde en stor betydning for, at vi så hurtigt fik så meget word of mouth,” forklarer Signe.

Hun bliver suppleret af Christoffer, som med parrets egne ord er ”ultra-talnørden” bag Neglefeber:

”Vi kunne se, at folk gik ind og skrev Neglefeber.dk direkte i Google, hvilket betød, at vi i starten kunne komme ret langt uden et meget stort spend på betalte kanaler,” forklarer han.

Juryen fremhæver også jeres fokus på at minimere kemi i jeres produkter ”i en branche hvor kemi fylder meget”. Hvor kommer det fokus fra?

”Som en, der let kan blive ramt af nældefeber, var det vigtigt for mig, at vores produkter er så skånsomme for både brugeren og miljøet som muligt. Og når vi fokuserer på salget direkte til hjemmebrugeren, føler vi jo også et stort ansvar. Derfor skabte vi også et samarbejde med en række kemiingeniører, hvor vi sammen kom frem til 21 blacklistede ingredienser,” siger Signe.

Men det fokus fylder faktisk ikke særligt meget i jeres markedsføring, når man kigger rundt på jeres webshop og jeres SoMe-kanaler?

”Vi er jo et neglebrand … det er kras kemi, uanset hvordan man vender og drejer det … så selvom vi er bedre, ville det være utroværdigt at slå for meget på det. Så vil vi hellere slå på, at vi vil gå virkelig langt for den enkelte kunde,” svarer Signe.

Christoffer uddyber:

”Og det er vigtigt for os at holde fast i den del i takt med, at vi vækster og går ind på nye markeder. Vi er den største spiller på hjemmekits direkte til kunderne i Danmark, og i fremtiden skal vi ud på flere markeder. Indtil videre har vi fint kunne kombinere fokus på både tallene og oplevelsen hos vores kunder. Det er jo ret vildt at tænke på, når det startede med, at jeg stod og pakkede på køkkenbordet. Og så i et lagerlokale, hvor der var så koldt, at tapen ikke engang ville klistre, før pakkerne var sendt,” griner han.

Ja, og det var måske mit stikord til at spørge lidt ind til, hvordan det er at køre det her sammen som ægtepar? Altså, det må vel også resultere i nogle konflikter ... apropos den der skilsmisse-joke i jeres community …?

Både Christoffer og Signe griner og forsikrer, at der altså indtil videre ikke er nogen dokumenterede tilfælde af skilsmisser som resultat af Neglefebers høje genkøbsrate.

Der er dog flere, som - nok mest i sjov - ønsker sig anonyme forsendelseskasser, så "overforbruget" bliver mindre tydeligt over for partneren, siger Signe og fortsætter:

”Og for at svare på det med at starte webshop sammen som ægtepar … så tror jeg klart, at det er en fordel, at vi har så forskellige kompetencer. Hvor jeg helt naturligt har fokus på brandet, oplevelsen med vores produkter og vores community, så er Christoffer jo ultra-talnørd med analyser, marketingspend og regnskab. På den måde træder vi faktisk ikke hinanden over tæerne,” siger hun.

Christoffer supplerer:

”Vi er begge to utålmodige af natur, så på den måde har vi også være enige om ambitionsniveauet – og det at det gerne måtte gå hurtigt, uden at vi ville gå på kompromis med vores familie.”

©2024 emaerket.dk