Brug ikke andres kundebaser

Forbrugerombudsmanden har i juni måned politianmeldt netbutikken Mybuy.dk for udsendelse af spam.

Mybuy.dk opkøbte den konkursramte netbutiks Macca.dk`s arkiver, herunder e-mailadresser på forbrugere, som har handlet på Macca.dk. Disse adresser udsendte Mybuy.dk nyhedsbreve til.

Ingen af Macca.dk´s kunder har accepteret at modtage nyhedsbreve fra Mybuy.dk, og Macca.dk har heller ikke kontaktet forbrugerne for at få tilladelse til at videregive deres kundeoplysninger, som ellers er et lovkrav i Persondataloven. Derfor fastsætter Forbrugerombudsmanden de udsendte nyhedsbreve som spam.

"Et samtykke, der tidligere er givet til et andet konkret, navngivet firma, må anses for bortfaldet i forbindelse med dette firmas konkurs", udtaler Forbrugerombudsmanden i henhold til politianmeldelsen.

e-handelsfonden vil i forlængelse af denne sag advare sine medlemmer om ikke at opkøbe andre netbutikkers kundedatabaser og bruge disse oplysninger til udsendelse af nyhedsbreve mm.