Brugeranmeldelser: Nye regler skal øge gennemsigtigheden

Det er ikke altid ligetil at gennemskue, hvad der ligger bag en virksomheds rating på brugeranmeldelsessites som f.eks. Trustpilot, TripAdvisor og Anmeld-Haandvaerker.dk. Er bedømmelsen f.eks afgivet mod betaling, og hvad er egentlig kriterierne for fjernelse af en anmeldelse?

Disse og mange andre spørgsmål ligger til grund for et nyt sæt retningslinjer om offentliggørelse af brugeranmeldelser, der trådte i kraft 1. maj i år. Retningslinjerne skal øge gennemsigtigheden af anmeldelserne og gøre dem nemmere for forbrugeren at navigere i. Herunder har vi samlet de tre væsentligste punkter, alle bør kende til.

Tre regler for brugeranmeldelser alle bør kende

  1. En opfordring til at brugeranmelde en virksomhed er ikke i strid med hverken god markedsføringsskik eller reglerne for uanmodede henvendelser. Henvendelsen skal dog fremstå neutralt og uden markedsføringsindhold, ligesom det skal respekteres, hvis kunden på forhånd har frabedt sig henvendelser fra virksomheden.
  2. Alle steder anmeldelsen vises, skal det fremgå, hvorvidt brugeren har afgivet sin bedømmelse mod betaling eller anden fordel. Det kunne f.eks. være i forbindelse med en konkurrence, hvor alle, der anmelder, deltager i lodtrækningen om en præmie.
  3. Anmeldelsessitet må kun bruge udtryk som "Maksimat forbrugersikkerhed", "Godkendt" og lignende, hvis der rent faktisk føres kontrol med dette.

Vil du vide mere om de nye retningslinjer om offentliggørelse af brugeranmeldelser, kan du hente dem i deres fulde længde her.