Tips & gode råd Gæsteblog

Din troværdighed er i spil, når kunden klikker sig ind på ”om os-siden”

7. september 2022

Martin Bay Pedersen

Partner, ideal.shop.

mbp@ideal.shop

Martin Bay Pedersen er partner hos den danske webshopudbyder ideal.shop. Han har mere end 20 års erfaring med e-handel, både som webshopejer, udvikler og rådgiver. I hans nuværende position hjælper han dagligt mindre og mellemstore virksomheder med opstart og vækst af deres webshop.

Derfor er det her emne vigtigt

1 til 20. Det er det helt skæve forhold mellem legitime danske webshops og den stigende mængde svindel-sider, som forsøger at narre danske forbrugere online. Og dine potentielle kunder ved godt, at de kan risikere at blive snydt, når de shopper på nettet. Derfor holder de øje med en række elementer, når de skal vurdere, om de kan stole på netop din webshop.

Et af de elementer er dit ansigt. Din personlighed og din webshops unikke historie. Og hvordan du får de elementer i spil, har e-mærket inviteret partner hos ideal.shop, Martin Bay Pedersen til at fortælle om her.


Undgå den ”anonyme webshop-fælde”

Mange har en forestilling om, at en troværdig webshop skal være ’corporate’ i sit udtryk. For eksempel ved at skjule alle personlige e-mailadresser, fotos af ejer og medarbejdere. Måske endda virksomhedens adresse, hvis nu den ikke hører til i en gågade eller i et industrikvarter, skal gemmes langt væk?

Måske synes du, at det er pinligt eller giver et negativt indtryk at ”afsløre”, at din webshop drives af én enkelt person eller et meget lille hold. Men det er langt fra sikkert, at dine kunder er enige i den opfattelse.

Det strømlinede, corporate udtryk virker for store virksomheder som Bilka eller Elgiganten - virksomheder, der har mange ressourcer til branding og markedsføring.

Er du en mindre virksomhed, bør du overveje at spille på andre styrker. Og her er din størrelse faktisk et effektivt kort at have på hånden.

Forbrugerne er blevet mere kritiske

Forbrugerne er hurtige til at bedømme troværdigheden af de webshops, som de handler hos. De er fx meget opmærksomme på korrekturfejl og på om priserne, nu også står snorlige?

Og anonyme kontaktmuligheder og manglende detaljer om personerne bag virksomheden er en af de ting, som især risikerer at tænde advarselslamperne hos dine potentielle kunder.

Dine kunder skal have lyst til at handle med netop dig

Hvis du til gengæld stiller dig frem med navn, billeder og en beskrivelse af din baggrund, så sætter du et personligt præg på din webshop. Brug også gerne sociale medier til at dele indhold baseret på din egen person, så dine potentielle kunder bliver præsenteret for mere end det gode ”gode tilbud”, som dine konkurrenter også lokker med.

En personlig forbindelse, også selvom den ”bare” er baseret på tekst og billeder, giver dine besøgende en højere grad af tryghed.

Pludselig handler de med en/flere personer, som de kan se ”lige der”, i modsætning til at handle med noget anonymt og ukendt.

Dine kunder føler nu, at der er et menneske i den anden ende. Et menneske som står frem og vil arbejde for, at de får en god handel og service.

Desuden forventes det, at mindre webshops med en enkelt eller få ansatte yder en langt hurtigere og mere personlig service end større webshops. Og det bør man, som webshopejer, udnytte, mens man kan.

Gør noget ud af din ”om os-side”

Enhver webshop bør have en side, som viser hvem man handler med, og hvem man kan komme i kontakt med, når man henvender sig. Denne ”Om os-side” bør du gøre noget ekstra ud af.

Det klassiske indhold på sådan en side er navn og adresse til virksomheden, kontaktoplysninger (telefon og e-mail), åbningstider samt en kort præsentation af medarbejdere. Men mere – og mere personligt - indhold skaber mere tillid.

Så overvej, hvor meget indhold du kan tilføje, ud over førnævnte. Det kunne eksempelvis være:

  • En historik/timeline over din virksomheds udvikling.
  • En kort præsentation af dig selv og dine kollegaer.
  • Citater og links til presseomtale.
  • Billeder fra en firmaudflugt.
  • Og meget mere.

Og så skal det afslutningsvist nævnes, at både Bilka og Elgiganten bruger navne, fotos og videoer af deres medarbejdere. Også selvom de har masser ressourcer til branding og markedsføring.


Webinar om vækst og troværdighed

Er du interesseret i at høre om, hvordan Wavell.dk, som bl.a. er kendt fra Løvens Hule har opbygget troværdighed på deres webshop? Så kan du deltage i e-mærkets webinar med Wavell og konverteringsekspert Ole Gregersen.

Meld dig til webinaret her.

©2024 emaerket.dk