Svindel Tips & gode råd

Er jeres kunder bange for at blive svindlet?

19. marts 2024

Er jeres kunder bange for at blive svindlet?
Martin Paludan, PR-ansvarlig hos e-mærket.

Martin Paludan

Public Relations Manager

mpa@emaerket.dk 44 85 85 94

Det korte svar er selvfølgelig nej. Ikke på lige præcis jeres webshop. For som medlemmer af e-mærket går I op i jeres troværdighed, og det afspejler jeres webshop.

Men en ny analyse fra Dansk Erhverv hejser alligevel et par røde flag. Forbrugerne er nemlig mere bekymrede for svindel og hurtige til at droppe købet, hvis de føler sig usikre på en webshop.

Vi serverer de vigtigste pointer her.

Frygten for svindel er stigende – men er den overdrevet?

42 % svarer, at de er bekymrede for at blive svindlet, når de handler online. Det er en markant stigning fra 2021, hvor ”kun” 34 % var bekymrede. Men hvad har drevet den udvikling?

I e-mærket er vi ikke i tvivl om, at en stor del af stigningen skyldes, at flere rent faktisk oplever svindel på webshops. Det peger både undersøgelser og det stigende antal af anmeldelser til politiet og os her hos e-mærket på.

Samtidig afslører undersøgelsen et misforhold. For mens 42 % er bekymrede, er det ifølge undersøgelsen ”kun” 17 %, som faktisk er blevet offer for svindel. Hvis man for et øjeblik betragter svindel som det, det er, nemlig kriminalitet, er det tal jo ret vildt.

Når det er sagt, ja, så er bekymringen større end den faktiske trussel. Og hvorfor så det? Et godt bud er, at der inden for de seneste år er kommet langt større fokus på problemet. Organisationer og myndigheder kommunikerer mere aktivt om truslen. Både hvad angår svindel-webshops og phishing.

Samtidig er vi for længst forbi det punkt, hvor folk forbinder svindel med mere eller mindre fjollede Nigeria-mails. Svindlerne har allieret sig med AI, og svindlen er i dag veludført og svær at spotte. Derfor daler selvtilliden, troen på at man vil være i stand til at spotte svindlen. Og så stiger bekymringen tilsvarende.

Men uanset om bekymringen er overdreven, er der grund til at tage den alvorligt. Undersøgelsen viser nemlig også, at jeres potentielle kunder hurtigt dropper handlen, hvis de kommer i tvivl. Forbrugerne er med andre ord blevet mere forsigtige eller usikre. Og det gælder måske faktisk over en bred kam:



Svindel, hvis man kommer i tvivl på en webshop, Dansk Erhverv undersøgelse



Hvis jeres kunder kommer i tvivl

I undersøgelsen bliver der også spurgt ind til, hvad man så gør, hvis man kommer i tvivl på en webshop. Og her bliver det rigtig interessant. Som tabellen viser, er der nemlig stort set ingen forskel i adfærden for dem, som er bekymrede for svindel og for dem, som ikke er det.

Lidt over halvdelen af de adspurgte, læser anmeldelser, hvis de kommer i tvivl på webshoppen. En næsten lige så stor gruppe dropper dog bare handlen. Færdig bum. Og hver femte peger på, at de jo også kan finde varen et andet sted.

En tredjedel svarer, at de går ud og tjekker, om webshoppen er e-mærket. Og selvom vi her hos e-mærket selvfølgelig er rigtig glade for netop det svar, peger svarene mest af alt på, at både forbrugernes villighed til at bruge lang tid på at undersøge en webshop er begrænset. Derfor bliver opgaven hurtigt at fremstå som den troværdige webshop, I er.

Troværdighed ved første blik

Vi anbefaler selvfølgelig et synligt e-mærke på jeres webshop. For jeres kunder fjerner det nemlig rigtig meget gætværk og et efterforskningsarbejde, som så kan ende ud i, at det simpelthen er nemmere at finde varen et andet sted.

Vi anbefaler, at e-mærket er synligt på forsiden, så det er noget af det første, besøgende på jeres webshop ser. Det kan fx gøres med e-mærkets widget, som I kan finde og administrere inde på Mit e-mærke.

I kan også overveje visninger af e-mærket på produktsider. Og generelt så tæt på betalingssiden som muligt.

©2024 emaerket.dk