Et kig i krystalkuglen. Hvad sker i 2019?

19. december 2018

Udover en podcast om den nye spamvejledningen, et nyt design og flere nye værktøjer i Mit e-mærke, kan du som webshopejer forvente, at 2019 kommer til at være fyldt med en masse jura, som du skal tage stilling til. Herunder de første GDPR-bøder, PSD2 og en e-privacy-forordning.

De første GDPR-bøder

Vi forventer, at se de første afgørelser og bøder vedr. GDPR i Danmark. Sagerne er i gang, og mon ikke de bliver afsluttet i løbet af 2019. Det bliver interessant at se, hvad de egentlige bødestørrelser ender ud med, og hvad der lægges vægt på i forhold til beregningen af bøderne.

Efterlevelsen af PSD2

PSD2 trådte i kraft i Danmark i januar 2018, og det forventes, at der bliver taget fat på efterlevelsen af kravene om stærk kundeautentifikation – såkaldt to-trins-godkendelse, som ex.secured by Nets og lignende. Det er en gratis løsning, som sikrer butikkerne mod betalingskortsvindel, og de virksomheder der allerede har det implementeret, har oplevet et markant fald i svindel. Så det kan kun anbefales, at man får sat dette i gang på sin webshop.

E-privacyforordningen

Endelig så håber vi på, at e-privacyforordningen snart lander. Det var meningen, at den skulle træde i kraft sammen med reglerne om GDPR, men vi venter stadig, og der er ikke sat en dato på endnu, så vidt vides. Forordningen handler blandt andet om elektronisk markedsføring, og vil således få betydning for ex. spamreglerne. Derudover vil reglerne erstatte de nuværende cookie-regler, og vil ændre måden, hvorpå brugeren skal give samtykke til cookies – håbet er vist, at cookiebaren skal være fortid.

Men hvad forordningen præcist lader på er endnu uvist.

©2024 emaerket.dk