Jura

Hvad gør I med uafhentede pakker?

16. april 2024

Uafhentede pakker
Billede af Laura

Laura von Voss

Jurist

lvo@emaerket.dk

Hvad gør I, hvis I får en uafhentet pakke retur?

Udgangspunktet vil være, at en uafhentet pakke ikke betragtes som en fortrydelse, da pakken faktisk fortsat vil tilhøre kunden. Kunden skal nemlig give tydeligt besked om han eller hun vil fortryde sit køb, og det vil ikke være nok, alene at undlade at afhente pakken. Som udgangspunkt skal I først tilbagebetale hele købesummen, når kunden udtrykkeligt har givet besked.

Hvis kunden ikke afhenter sin pakke, og den bliver sendt retur til jer, skal I derfor i første omgang forsøge at afklare med kunden, om kunden ønsker at fortryde, eller om der er tale om en fejl, og kunden faktisk ønsker at få varen genfremsendt på ny.

Hvis kunden ønsker at få varen sendt på ny

I dette tilfælde, kan I opkræve de reelle omkostninger for returfragten samt den nye fragt for genfremsendelse (de fleste vælger dog at æde den ene eller begge disse fragtomkostninger, når kunden vælger at bibeholde ordren - men det er I ikke forpligtet til, og I kan derfor godt kræve betaling).

Hvis kunden ønsker at fortryde

Ønsker kunden at fortryde sit køb, så må I gerne modregne de reelle omkostninger, som I bliver pålagt for returforsendelsen. Det er som udgangspunkt kunden selv, som skal betale for at varen sendes retur ved fortrydelse, og derfor må I gerne modregne beløbet for returfragten fra fragtfirmaet. Det er dog vigtigt, at det er de beviselige reelle omkostninger der bliver modregnet. Der kan ikke opkræves administrationsgebyr eller lignende fra kunden, selvom det selvfølgelig også kan have omkostninger at behandle en fortrydelse.

Hvis det ikke lykkes jer at få fat på kunden for afklaring inden for en rimelig frist

I kan sandsynligvis godt gå ud fra, at der er tale om en fortrydelse og derfor tilbagebetale hele købsbeløbet, modregnet de reelle omkostninger for returforsendelsen. I skal dog have forsøgt at afklare med kunden først inden I kan konkludere at der er tale om en fortrydelse.

I kan indsætte nedenstående tekst til jeres handelsbetingelser:

Uafhentede pakker

Hvis du undlader at hente en pakke i pakkeshop og denne sendes retur til os, skal du betale de reelle omkostninger, som fragtfirmaet pålægger os for returforsendelsen. Hvis du ønsker pakken genfremsendt, skal du betale en eventuel ny leveringsomkostning.

©2024 emaerket.dk